Midttrafik
Køreplan - bybusserne i Aarhus Kommune
Medarbejder-information
Busselskabet Aarhus Sporveje er her for passagerernes skyld

Dagens leder i J.P. Aarhus, har fået organiseringen af den nye trafikplan i Aarhus helt galt i halsen, og jeg vil af bedste evne forsøge, at rette de værste misforståelser. Men generelt kan jeg henvise til avisens egen fremstilling af de løsninger der er på vej, som de fremgår af søndagens J.P. Aarhus. Her er både problemerne, løsningerne og opgavefordelingen beskrevet.

Behov for justeringer på 1A, 2A og 6A
Der var næppe nogen som helst præcist kunne vide, hvordan den nye køreplan ville virke i virkeligheden helt ned på enkeltafgange. På de fleste linjer fungerer planen OK, men der er problemer på enkelte linjer. På specielt tre af de nye A linjer, 1A, 2A og 6A er der behov for justeringer. Men det tager tid at samle GPS-baserede data ind, så planlæggerne i Trafik og Veje får køretiden rigtigt ind i den justerede køreplan, som forventes at være endelig klar i november.

Permanent forsinkede busser dur ikke for passagererne. Derfor er der på det korte sigt aftalt en konkret løsning mellem Aarhus Kommune, Midttrafik og Busselskabet.

Konkret løsning til afhjælpning af permanent forsinkede busser
Løsningen der kan anvendes er,  at den forsinkede bus, efter at chaufføren har afholdt sin pause, "falder i tur" f.eks. på Viby Torv. Det betyder, at passagererne kan regne med køreplanen, fra Viby Torv og videre. Chauffører får den tid, der er nødvendig for "at falde i tur", og undgår således at skulle presse sig selv for at nå en køretid, der reelt  ikke kan nås. Ulempen er klart, at der kan falde enkelte afgange ud, men heldigvis sker det sjældent. Men alle, ikke mindst chaufførerne, beklager selvfølgelig, når det sker. Derfor vurderer chaufførerne faktisk ofte, at de hellere vil afkorte pauserne for at servicere passagererne. Så det virker jo noget urimeligt, når lederskribenten samtidigt beskylder chaufførerne for at bryde færdselsloven.

Busselskabet forventer, at den skitserede løsning vil blive brugt i meget begrænsede tilfælde. Og oftest vil det være på linjer og på tidspunkter, hvor der i forvejen er en busfrekvens på mellem 6 og 8 minutter. Hvilket jo trods alt begrænser ulempen for passagererne.

Tradition for stor driftssikkerhed
Faktuelt har Busselskabet tradition for meget stor driftsstabilitet, og det er formodentlig også baggrunden for den indtægtsstigning og passagerfremgang, der har kunnet konstateres de sidste år. Frem til august var driftsstabiliteten på 99, 9 %, og alle parter forventer at dette niveau nås igen, når den nye køreplan er tilpasset til november.

Venlig hilsen

Torben Høyer

Direktør

 

Forsidefoto