Fald i passagertal:
Fra 30. marts kører BAAS efter sommerkøreplan ’20

De tiltag, der i Danmark er gjort for at undgå spredning af smitte med coronavirus, har betydet et stort fald i passagertallet i den kollektive trafik og således også i bybusserne i Aarhus. I Busselskabet er vi i lighed med fx Movia derfor blevet pålagt at reducere kørslen. Det skal ske med virkning fra mandag den 30. marts, hvor vi skal køre efter sommerkøreplan ’20 i stedet for efter den gældende plan.

Det skal understreges, at Busselskabet ikke afskediger medarbejdere som følge af reduktionen i kørslen den 30. marts.

For chaufførgruppen: Nuværende vagt- og turnusplaner suspenderes den 30. marts.
Overgangen til sommerkøreplanen betyder, at chaufførernes nuværende vagt- og turnusplaner suspenderes fra og med mandag den 30. marts. Der ligger endnu ikke nye vagt- og turnusplaner klar, men er vi er ved at færdiggøre arbejdet med dem, og der vil blive sendt planer ud til jer lige så snart, vi har noget klar. De første planer, I vil modtage, forventes at dække perioden 30. marts – 8. april. Planerne fra den 9. april og frem følger hurtigst muligt derefter.

I de nye planer vil vi tilstræbe at give jer en turnus, der ligner den nuværende mest muligt, og vi vil så vidt muligt også indplacere jer således, at jeres nuværende mønster for bl.a. weekendfrihed forbliver uændret. Desuden vil vi se, om det er muligt at holde fast i den ferie, der allerede er aftalt. Uanset dette vil der være så mange ændringer, at de skal varsles 72 timer før ikrafttrædelse. Denne varsling er i henhold til aftale med chaufførernes tillidsrepræsentanter sket via sms til alle Busselskabets chauffører.

Turnusgrupper, der i særlig høj grad måtte blive påvirket af omlægningen i kørslen fra den 30. marts, vil vi prøve at holde særlig godt informeret.

Betydning for andre medarbejdergrupper
I Busselskabet vil vi nu forholde os til, hvilken betydning den reducerede kørsel eventuelt måtte have for andre medarbejdergrupper i selskabet.

Afslutningsvis vil Busselskabets direktion endnu engang takke jer alle for indsatsen i denne alvorlige og helt ekstraordinære situation.

/Ingerlise Kirkegaard, Bjarne Larsen og Finn Mikkelsen