Installer appen "Smittestop"

31. juli 2020

- og vær med til at stoppe smittekæder

I Busselskabet er der i øjeblikket en række chauffører, som er konstateret smittet med coronavirus. For at begrænse spredning af smitte med coronavirus er det afgørende at opspore, hvem en smittet person har været i kontakt med. Til det formål har myndighederne udviklet appen ”Smittestop”, og den vil Busselskabet gerne kraftigt opfordre alle medarbejdere til at installere på deres private smartphone. Pt. er det ikke muligt at installere den på vores tjenestetelefoner, men det arbejder vi på.

GIV OG FÅ BESKED OM KONTAKT TIL SMITTEDE
Med appen kan du give besked til andre brugere af appen, som du sammen med din telefon har været tæt på, hvis du bliver testet positiv for coronavirus. Samtidig vil du selv få besked, hvis du har været tæt på en bruger af appen, der er testet positiv for coronavirus og registrerer det i appen. På den måde kan du give og få besked om en mulig smitterisiko til og fra personer, du ikke kender, eller som du ikke kan huske, at du har været i kontakt med.

Om du har været i risiko for at være blevet smittet, beregner telefonen ud fra flg. kriterier, som alle skal være opfyldt:

1. Du (og din telefon) har været i kontakt med den smittede person i mere end ca. 15 minutter.

2. I (og jeres telefoner) var mindre end ca. 1 meter fra hinanden (beregnet fra signalstyrken)

3. Kontakten skete inden for det tidsrum, hvor den smittede person forventes at være smitsom, dvs. indenfor 2 dage før og indtil 8 dage efter, at symptomerne startede. Hvis den smitte person ikke har haft symptomer, tæller man fra den dag personen blev testet.

 

 

 

Hverken myndigheder eller de andre brugere af appen kan se, hvem du er, hvem du har været i kontakt med, eller hvornår og hvor kontakten er sket.

Hvis du er smittet og vil give besked i appen, skal du logge ind med NemID, hvorefter Styrelsen for Patientsikkerhed vil kontrollere, hvem du er, og at du faktisk er bekræftet positiv med ny coronavirus. Oplysninger indsamlet ved login med NemID slettes efter 24 timer.

SÅDAN KOMMER DU I GANG MED APPEN
Appen kan hentes i App Store og Google Play. Første gang du åbner appen, skal du give samtykke til, at oplysninger om andre app-brugere, som du har været tæt på, gemmes på din telefon. Telefonen vil nu registrere, hvilke andre app-brugere, du er i nærheden af uden, at du selv kan se, hvem det er. Appen virker i baggrunden, så du behøver ikke have skærmen tændt.
Bemærk at appen kun fungerer, hvis Bluetooth-forbindelsen er slået til!

GIV SELV NÆRE KONTAKTER BESKED
Med appen kan du kun give besked til andre, som også har appen. Hvis du testes positiv for coronavirus, skal du derfor stadig også give besked til de familiemedlemmer, venner, kolleger mv., som du har været i nær kontakt med,

MERE INFORMATION
Læs mere om appen på https//smittestop.dk