Nye retningslinjer og forholdsregler i Busselskabet

11/3-2020

Regeringen og politiet er kommet med forholdsregler for at minimere spredning af smitte med coronavirus.  Midttrafik har på den baggrund udsendt retningslinjer for bus- og togselskaber under Midttrafik. Derudover tager vi i Busselskabet selv en række forholdsregler for at minimere smittespredningen i organisationen.

Forholdsreglerne er følgende:

  • Fra 11. marts må chauffører kun medtage det antal passager, der svarer til antallet af siddepladser i bussen. Når bussen er fyldt i forhold til antal siddepladser, må der ikke tages nye passagerer med før der igen er frie pladser. Det kan betyde flere forbikørsler end sædvanligt.
    Busselskabet ved, at det kan være meget vanskeligt at håndtere for vores chauffører. Vi beder derfor chaufførerne om at gøre det bedst muligt og at udvise sund dømmekraft. Med det som udgangspunkt vil Busselskabet til enhver tid bakke chaufførernes valg op.

 

  • Fra 11. marts indsættes der så vidt muligt de størst mulige busser – ledbusser og 14/15 meter busser – i driften.  Linje 13 (elbusser) samt linje 22 og 23 dog undtaget.

 

  • Fra 11. marts vil der i klargøringen være fokus på at få rengjort de steder i bussen, som berøres af hænder (stopknapper, stænger, håndtag, armlæn, billetautomater mv.). Det kan betyde, at der omprioriteres i klargøringen, således at der er områder, klargøringen ikke kan nå. Dette må der så samles op på det senere.

 

  • Der arbejdes på at få proceduren for rengøring af opholdshuse og frokoststuer ændret, således at der også her er fokus på at få rengjort flader, som berøres af hænder. Det er ligeledes vigtigt, at du som medarbejder i Busselskabet følger den udsendte instruktion vedr. håndhygiejne, som kan ses HER.

 

 

  • Chaufførerne opfordres til at gøre brug af ruden i chaufførlågen.

 

  • Chaufførerne skal fortsat veksle penge i bybusserne i Aarhus, men Midttrafik udsender en opfordring til kunderne om at bruge Midttrafik app og rejsekort og sikre, at de har lige penge med i bussen.

 

  • Som tidligere udmeldt på opslag opfordrer Busselskabet til, at ansatte, der har rejst i særlige risikoområder bliver hjemme fra arbejde i 14 dage efter hjemkomst. Kontakt din nærmeste leder, hvis det er tilfældet. Det samme gælder, hvis du ved, at du har haft kontakt til en smittet. De særlige risikoområder kan ses på Sundhedsstyrelsen hjemmeside.

 

  • En lang række af de administrative medarbejdere i Busselskabet kan i en vis udstrækning varetage deres opgaver fra en hjemmearbejdsplads. For at reducere risikoen for smitte vil vi i en periode lave planer, som betyder, at de varetager en større del af deres opgaver hjemmefra.

 

  • Møder med mange deltagere aflyses indtil videre. Det gælder bl.a. MEDudvalgsmødet i marts.

 

Udarbejdet onsdag den 11. marts kl. 13.00.