Nyhedsbrev

Køreplanlægning 2016/2017

Udarbejdelsen af køreplanen for buskørslen i Aarhus i perioden 2016/2017 er i fuld gang. Denne gang har processen været lidt anderledes for Busselskabet, idet opgaven er flyttet fra Aarhus Kommune til Midttrafik.

Forbedret datagrundlag
Det er ligeledes nyt, at de data, der indgår i køreplanprocessen denne gang stammer fra realtidssystemerne i alle busser indsamlet over en periode på tre uger i efteråret. Tidligere var grundlaget data fra 40 tællebusser. Det fortæller planlægger Hans Brink Kristensen, der ligesom sin kollega i planafdelingen, analytiker Ida Larsen mener, at det er det mest retvisende datamateriale, man indtil nu har haft at planlægge ud fra. Både Hans og Ida synes, at samarbejdet med Midttrafik har været godt, og at det har været lidt lettere at få indflydelse på planerne, fordi det nye, omfattende datamateriale har givet bedre muligheder for at påvise for lidt eller for meget køretid på linjerne.

Input fra chaufførerne er vigtige
Et andet væsentligt element i køreplanlægningen er input fra chaufførerne, og ligesom sidste år har planafdelingen afholdt drop in møder på stationerne, hvor chaufførerne har haft mulighed for fortælle om deres erfaringer i forhold til køretid rundt omkring på linjenettet. ”Vi ville gerne have haft flere kommentarer på disse møder, men det skal nævnes, at der især på Station Vest var en god deltagelse og interesse fra chaufførernes side”, siger Ida Larsen. Kommentarer fra arbejdsmiljørepræsentanterne indgår også i processen med Midttrafik.

Hvor ender vi?
Planafdelingen understreger, at køreplanprocessen ikke er afsluttet endnu, og at det derfor er svært at sige præcist, hvor det ender. ”Godt nok har vi fået meget igennem, og vi har fået mere køretid på en del linjer, men samlet set vil Kommunen finde en 0-løsning, så der er også noget, der kommer til at gå den anden vej”, siger Ida Larsen. ”Der er linjer eller strækninger, der har for meget køretid, og her bliver der indskrænket, og herudover må ”resten” findes i færre afgange”, supplerer produktionschef Finn Mikkelsen og tilføjer, at der under alle omstændigheder er en fælles interesse i at komme så tæt på den ”rigtige” køretid som overhovedet muligt.

Køreplanlægningsprocessen forventes afsluttet i midten af marts måned.

Følg processen i logbogen
På Busselskabet hjemmeside kan man se den logbog, som gør det muligt for alle i Busselskabet at følge arbejdet vedr. planlægningen af den kommende køreplan. Logbogen er inddelt i de forskellige linjer og indeholder bl.a. kommentarer fra chauffører og arbejdsmiljørepræsentanter samt observationer fra køretidsundersøgelser.

Logbogen kan ses her