Personalehåndbog

Mobiltelefon

Benyttelse af håndholdt mobiltelefon, herunder betjening af sms-funktionen under kørslen, er uforeneligt med jobbet som buschauffør!

Benyttelse af håndholdte mobiltelefoner under kørslen medfører en forringelse af chaufførens opmærksomhed i trafikken. Derved udsættes passagerer, medtrafikanter og chaufføren selv for en betydelig sikkerhedsmæssig risiko. Færdselsloven forbyder brugen af håndholdte telefoner under kørslen og det straffes med bøde, såfremt det forekommer.

I Busselskabet finder vi det derfor uansvarligt og uacceptabelt, hvis en chauffør vælger at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Denne form for manglende dømmekraft og ansvarlighed vil være uforenelig med fortsat beskæftigelse i Busselskabet.

Sådan håndteres taleopkald og sms i forb. med kørslen
Indgår der et taleopkald eller en sms-besked til tjenestetelefonen, mens du kører, så vent med at svare, til du holder stille ved et stoppested og håndbremsen er trukket. Først på dette tidspunkt kan du lovligt og uden risiko betjene din telefon med hånden.

Besvarelse af taleopkald under kørslen, skal helst helt undgås, men håndfri betjening af telefonen er dog tilladt, og du kan således besvare opkald fra DC, hvis du benytter det udleverede head set. Head set med ledning må dog kun bruges i det ene øre, således at man kan følge med i, hvad der sker omkring en. Af sikkerhedsmæssige grunde skal samtaler holdes så korte som muligt. Private samtaler gennemføres ved endestationen.

Brug af USB-stik i bussen
Opladning af privat elektronisk udstyr i USB-stikkene ved chaufførpladsen sker på eget ansvar. Busselskabet yder ikke erstatning, hvis udstyret beskadiges.

Mere information
Se også Retningslinjer vedr. musik, radio, lydbøger mv. i bussen